Lulu

Lige så opsat jeg var på at få den lille sorte skotte, som jeg fandt i et udstillingsvindue i et indkøbscenter i det sydlige Frankrig, blev Søren, da han fandt ud af at skotter også fandtes i hvedefarvet. Sådan en måtte han bare finde og efter ihærdig søgen lykkedes det. 

Lulu er resultatet af et rigtig hyggeligt "stueopdræt" i byen Hinterbrühl i Østrig. Vi havde ført en del mail korrespondance med Ursula Ehrenreich og var nået frem til en aftale om afhentning af Rich of Honour Lambada kaldet Lulu, en dejlig hvedefarvet skotte., Det kom til at passe med at vi gik på ferie og dermed havde god tid til at få hende gjort fortrolig med os og vores hus.

Vi fik en fin modtagelse af Ursula, da vi kom for at hente Lulu. Der var dækket op med kaffe og kage, og en masse gaver skulle vi have med: hundekurv, foder, vand- og madskål, hundesnor og halsbånd, ja selv en dørmåtte med skottemotiv. Det var så overvældende!

Turen fra Østrig tilbage til København gik fint - i modsætning til Vias havde Lulu ikke noget imod at køre bil.  

Lulu - vores lille livredder
Lige fra første dag kom Vias og Lulu godt ud af det. De tumlede med hinanden fra morgen til aften både ude og inde, og når der skulle holdes en pause og lades op foregik det ofte mere eller mindre oven på hinanden i samme hundekurv.

Vi havde lagt mærke til det chokerede blik hos Ursula, da vi ved kaffebordet havde fået sagt, at vi har swimmingpool i haven. Vi tror ikke vi havde fået lov at få Lulu, hvis hun havde vidst det før vi kørte til Østrig. Vi havde selvfølgelig sat et dyrehegn omkring poolen, for tænk hvis de i den vilde leg kom til at glemme, at der er et hul i jorden. Det skete selvfølgelig ikke!

Men en aften sidst på efteråret var hundene blevet lukket ud i haven. Når Lulu vil ind kommer hun og "banker på terrassedøren" - denne aften kom hun og hamrede på døren og samtidig "skreg" hun. Jeg var slet ikke i tvivl om at det skulle gå stærkt, og da jeg åbnede døren fik jeg lige set Vias forsvinde ned under vandoverfladen. Det var helt sikkert i absolut sidste øjeblik hun kom op på land.

Aftenen efter var jeg ved at tømme vaskemaskinen i kælderen, da Lulu denne gang hamrede på kælderruden og skreg - Vias var endnu engang hoppet over indhegningen og ned i vandet (det er ellers hende vi har anset for at være den mest intelligente).

Så to gange har vores brave Lulu reddet Vias fra druknedøden, men så blev poolen også overdækket! 

Men bortset fra ovenstående heltedåd er der ikke meget mod over Lulu. Hun er panisk ræd for løbehjul, rulleskøjter, skateboard, indkøbsvogne og klapvogne med små hjul.
 

  © 2011 Kennel Machskot. All rights reserved