Vores skotter

Vias, Lulu og Gilla fylder meget i vores liv - nogen i vores omverden vil også sige for meget! Men det er sådan vi har valgt det skal være, og vi nyder det.

Vi har så mange gode og sjove oplevelser med vores hunde. Man siger hunde ikke kan se fjernsyn - vores kan! Hvis vi siger: "Der er hunde i fjernsynet" styrter de alle tre ned i stuen og sætter sig foran skærmen. Er der kun mennesker på skærmen, går de straks igen, men er det dyr bliver de siddende. Og de bidrager med højlydte kommentarer.

Traveture, sporlege under forskellige former, boldleg er alt sammen rigtig sjovt, men det helt store hit er Lure Coursing. Til det brug har Søren købt og "ombygget" en fjernstyret bil, som bliver påmonteret en "hare". Når vi finder den frem og sætter kursen mod den lokale fodboldbane kan de næsten ikke vente til vi kommer frem. Det er god motion og de er dejligt trætte bagefter.

Trimning
En skotte kræver en del pelspleje. Den skal jævnligt og mindst en gang om ugen børstes godt igennem. Vigtigst af alt er det dog at skotten bliver trimmet. Bortset fra hovedet og forbrystet må en skotte ikke blive klippet. 

Vi har prøvet flere hundesaloner med større eller mindre tilfredshed. Det sidste besøg ligger 4-5 år tilbage, hvor vi betalte 1000,- for trimning af 2 skotter – det blev bare klaret på 2 timer og så sluttede det samarbejde. 

Vi meldte os til trimmekursus via Dansk Terrier Klub. Det blev holdt i DKK's lokaler i Solrød og underviserne var Jane Juul Hansen og Gitte Due.

Vi kastede os ud i opgaven og gik i gang med hver sin hund. Og da vi gik hjem var vi taknemmelige for at hårene ville vokse ud igen!

Der skal meget træning til men giv ikke op. Når man får blikket for hvordan man kan forme sin hund, skjule småting og fremhæve fortrin, så er det et dejligt job. Samtidig giver det en god hyggetid med den hund man har på bordet.


 

  © 2011 Kennel Machskot. All rights reserved